Få 4 konkrete råd til en mental sund hjemmearbejdsdag
Det er ikke altid lige nemt at få en mental sund arbejdsdag, når vi arbejder hjemmefra.
Du kender det sikkert. Selvom vi har de bedste intentioner om en velafbalanceret hjemmearbejdsdag med en god balance mellem fokuseret arbejdstid og pauser ind imellem - ender dagen ofte ikke helt som planlagt.
Måske er du typen, der arbejder igennem og helt glemmer at holde pauser i løbet af dagen?
Pludselig er der gået alt for mange timer. Kroppen gør efterhånden ondt af din fastlåste arbejdsstilling. Det begynder at knibe med at se skarpt på skærmen og hovedpinen banker på... Kan du genkende det, har du sikkert bare arbejdet igennem dagen helt uden at holde pauser.
Måske er du typen, der let lader dig distrahere
Tiden flyver og pludselig er arbejdsdagen slut. Lidt afhængig af hvordan din situation er derhjemme, kan det også være at det kniber med at fastholde koncentrationen og fokus når du arbejder hjemmefra. Det kan være at du bliver distraheret af andre personer derhjemme - eller af alle de ting, der kan gøres i hjemmet og derfor når du slet ikke de arbejdsopgaver, du havde sat dig for. Tiden flyver og pludselig er arbejdsdagen slut.
Ingen af delene er godt, hvis du ønsker en mental sund hjemmearbejdsdag! Derfor kan du med fordel sætte nogle rammer op, der kan hjælpe dig hen mod en mental sundere hjemmearbejdsdag.
Her får du 4 helt konkrete råd til til en mental sund hjemmearbejdsdag
Pst... det virker også på kontoret :-)
1. Start dagen med at definere dit hovedfokus
Et klart hovedfokus skal hjælpe til dig at prioritere effektivt, blandt de daglige opgaver - også blandt de opgaver der kommer ind fra højre, i løbet af dagen.
- Brug de første 10 minutter af din arbejdsdag på at opstille et klart mål for hvilke opgaver du skal nå i dag og hvad dit hovedfokus skal være. Vær tids-realist og ikke tids-optimist, ellers når du ikke det, du planlægger.
- Overvej værdien af de opgaver du planlægger. Hvilke opgaver er mest værdifulde i dag? Prioritér dine opgaver ud fra deres værdi.
Nogle gange er en omprioritering i løbet af dagen relevant. Det vil du være meget bedre i stand til, hvis du i forvejen er klar på dit hovedfokus.
2. Minimér forstyrrelser og planlæg din koncentration
Definér dine helt egne rammer for, hvordan du minimerer forstyrrelser og afbrydelser på din hjemmearbejdsdag - så du opnår bedre forudsætninger for at koncentrere dig og fastholde dit fokus.
Her er nogle konkrete forslag og idéer:
- Lav en struktur for hvornår du tjekker mails, sms'er, nyheder og sociale medier - og gør det kun få gange i løbet af dagen. Informér dine kolleger om det, så de ved hvornår de kan forvente respons fra dig. Giv eventuelt mulighed for en aftalt "hurtig respons", hvis noget er akut. Men husk ikke at misbruge den.
- Planlæg din koncentration - ved at definere hvornår du har brug for at arbejde uforstyrret og koncentreret med bestemte opgaver. Bed evt. de andre derhjemme om hjælp til at fastholde dit fokus - og skærm dig for forstyrrelser i det omfang du kan. Lav gerne kortere koncentrationsperioder på 30-45 minutter ad gangen, hvor du så har mulighed for at pauser ind imellem.
- Fasthold din koncentration - Hvis tankerne flyver, så vend opmærksomheden tilbage til dig selv, evt. ved at trække vejret dybt et par gange og fortsæt så den opgave du er i gang med.
3. Brug din mentale energi optimalt
Oplever du, at du nogle gange bruger en masse unødig energi. Det kan f.eks. være energi på at ærgre dig over noget, brokke dig over noget, tænke dårlige tanker om noget eller nogen. Nu kan det være tiden til at udfordre dig selv på, om du bruger din energi hensigtsmæssigt.
Bruger du mental energi på noget du har reel indflydelse på?
Så fortsæt endelig dine tanker. Det er her du kan forsøge at påvirke eller øve indflydelse på noget, du ønsker anderledes – også selvom det vedrører andre end dig selv. Det er dog vigtigt, at du retter din opmærksomhed mod de personer der har en reel mulighed for at hjælpe dig - eller reelt har mulighed for at ændre omstændighederne.
Bruger du mental energi på noget, hvor du absolut ingen indflydelse har, er det tid til at parkere det og komme videre til noget andet!
Det er nemlig ren energi-spild. Er det du tænker på, et vilkår du ikke kan få indflydelse på eller ændre, er det bedst at acceptere det - også mentalt - for ikke at bruge mere energi her. Du har sikkert meget andet, du med fordel kan bruge din energi på.
4. Lad hjernen op i løbet af dagen
Lige så vel som din mobiltelefon har brug for at lade op - og din bil har brug for brændstof for at kunne køre – så har din hjerne også brug for at lade op.
Når du laver ”ingenting” giver du din hjerne mulighed for at restituere – og dermed lade op. Jeg kalder det, at ta' en MELLEMTID©.
En MELLEMTID© er en pause til din hjerne.
Du kan ta' en MELLEMTID© på mange måder; du skal finde din helt egen. En god tommelfingerregel er, at MELLEMTID© er tid du bruger alene, uden påvirkning fra andre mennesker, sociale medier eller TV.
En effektiv måde på at ta' en MELLEMTID©, kan være at trække vejret dybt og roligt – helt ned i maven, i nogle minutter - at gå en tur i naturen - eller bare at sidde og slappe af i en favoritstol.
Jeg håber du får gavn af nogle af mine råd, så du kan forkæle din (hjemme)arbejdsdag - med mentalt sunde vaner.
Namasté
Joan Morberg
Din mentale sundheds mentor
joan@morbergbreathe.dk | +45 2855 0635 | www.morbergbreathe.dk |
Ps. Du kan også få inspiration ved at følge mine profiler på de sociale medier:-)